En skov med rødder i historien

[af journalisten Kim Larsen i Frederiksværk Ugeblad den 18. december 2004, side 25]

LYNGBY SKOV: De danske skoves redningsmand, von Langen, lavede for 240 år siden skovforsøg i Lyngby Skov - to af bøgetræerne står endnu tilbage.

Midt i 1700-tallet var Danmark på vej ud i en alvorlig krise – det var træmangel. Flere århundredes tankeløs og hårdhændet udnyttelse al skovene havde medført en alvorlig mangel på træ i landet. Uden skov, ingen brænde. Og man kunne fortsætte listen: Uden skov, ingen skibe, ingen huse, ingen møbler, ingen redskaber, ingen vogne, ingen energi og industri. Mangel på træ var en alvorlig sag! På forslag af sin overjægermester hentede kongen, Frederik den Femte, en tysk forstmand til Danmark. Hans navn var Johann Georg von Langen, og Han var udset til at redde de danske skove, og dermed landet ud af trækrisen. Von Langen kom til Danmark i 1762 og begyndte sit storstilede reformarbejde – først i de nordsjællandske skove, herunder Lyngby Skov.

Von Langen satte system i skovdriften ved hjælp af korttegning, indeling af skovene i afdelinger og en effektiv genplantning. Samtidig var han med til at starte en skole for skovbrug, så principperne blev udbredt og ført videre.

I Lyngby skov kan endnu ses spor af von Langens epokegørende redningsarbejde for den danske skov. På den vestlige side af skovvejen, kaldet Bjergvej, kan ses en række sten, der afgrænsede et lille forsøgsareal. Man skal kigge godt efter, for de er næsten skjult i bevoksningen og nedfaldne blade.
300-400 meter derfra, på vestsiden af Skovløbervej, står to bøgetræer sået under von Langen for ca. 240 år siden. Træerne er fredet, men selv en fredning kan ikke redde træerne fra at gå til af alderdom.
I 1964, da det danske skovvæsen fejrede 200 års jubilæum,stod her fem von Langen bøge på række. Men siden er de tre bukket under, og det er kun et spørgsmål om tid, før de sidste to må overgive sig. - Det er lige før det er slut, konstaterer skovfoged O.A.K. Nielsen. En, kæmpegren er for nylig knækket af den ene bøg, og det andet træ lider af slimflåd under barken. Men selvom de to træer ikke har det godt, så får de lov at stå, til de falder af sig selv. Det er trods alt, de sidste to von Linden træer i skoven.

Lille men spændende

Selvom Lyngby Skov er kommunens største (og eneste skov), så er den ikke særlig stor: 656 ha. Men også små skove kan være spændende. Foruden sporene fra Von Bangen epoken, kan man i Lyngby Skov få et sus af landets oldtid flere tusinde år tilbage i tiden.
I den nordligste del af skoven ligger nemlig gravhøjen Humlegårdshøj. Den er formentlig fra ældre bronzealder, d.v.s. mere end 3000 år gammel. Højen blev registreret i 1887, men først fredet i 1983.
I skovbunden finder man flere steder spor fra landbrugets ungdom i form af højryggede agre - langstrakte små bakker, nærmest som mønstret på et vaskebræt. Disse agre så dagens lys, første gang i vikingetiden, da hjulploven afløste arden. De højryggede agre prægede det danske landskab helt frem til slutningen af 1700-tallet, hvor landboreformerne revolutionerede dansk landbrug.
I den nordlige del af skoven på sydsiden af Humlegårdsvej findes en stor beplantning af egetræer. Også denne del af skoven har rod i Danmarkshistorien. Der er nemlig tale om såkaldt 'flåde'-eg".
Da englænderne i starten af 1800-tallet huggede hele danske flåde, manglede der egetræer til at bygge nye skibe. Der udgik derfor befaling fra kongen om at plante nye egetræer rundt omkring i landets skove således også i Lyngby Skov. De er efterhånden ved at være nået rette størrelse! For ca. 30 år siden blev en af egene fældet. og brugt til at bygge en kopi af et 6,5 meter langt vikingeskib. Det var 15 seniorspejdere fra Frederiksværk – Heidrun Klanen – der stod for byggeriet. Egeskoven har også leveret træ til broen, der leder over voldgraven til Asserbo Slotsruin.
I Lyngby Skov finder man også en lille idyllisk skovsø. Den har dog ikke så mange år på bagen. Søen blev skabt i O.A.K. Nielsens 'regeringstid' for ca. 20 år siden. Den er blevet opkaldt efter den daværende skovløber – og bærer derfor det knap så idylliske navn – 'Andersens hul'.