 |
Thorvaldsens Kristus Opstillet i Københavns Domkirke, Vor Frue kirke |
 |

Introduktion
Derfor vil vi nu lade begynderundervisningen om Kristus ligge og gå videre til en undervisning for voksne og ikke én gang til lægge grunden med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, med lære om dåb og håndspålæggelse, om dødes opstandelse og evig domHeb. 6:1-2
Kristendom er ikke en religion. Kristendom handler om en far og Hans familie. Faderen er tilfældigvis også himlens og jordens skaber.
At lære om kristendommen er ikke at lære et akademisk fag som historie eller matematik, hvor man skal skrive ting ned og huske dem til en prøve. Kristendom er at lære Gud personligt at kende.
Gud er god og Hans største ønske er at have et intimt kærlighedsforhold til dig. Det er ikke meningen at man skal lære en hele masse om Gud og huske hvad man må og ikke må. Gud elsker dig med en evig inderlig kærlighed og Han ønsker at vinde dit hjerte så du elsker Ham helt frivilligt.
Tanken med begynderundervisningen er at sætte dig på rette spor og rette kurs for at lære Gud bedre at kende og udvikle dit kærlighedsforhold til Ham.
Hvem er Gud?
Vi kan ikke udregne Gud, vi kan kun vide om Gud hvad Han selv ønske at åbenbare. Alt andet er spekulation. Men Han har åbenbaret sig. Gennem sit skaberværk; gennem sit Ord, Bibelen; gennem personen Jesus Kristus (Kol. 1:9), og sidst men ikke mindst gennem sit folk, har Han valgt at åbenbare sig.
Gud har ladet hele sit væsen bo legemligt i Jesus fra Nazaret. Jesus er vejen til Gud Faderen. Jesus er Gud. Når man henvender sig til Jesus, henvender man sig til Gud. Hvis man går udenom Jesus vil Faderen ikke kendes ved én.
Guds oprindelige plan
Guds plan med mennesket har aldrig været at redde det ud af dets nuværende knibe, Guds perspektiv er større end det og rækker meget længere. Syndefaldet var ikke nogen overraskelse for Gud, og de få tusinde år siden dengang er kun en parantes i evighedens historie. Jesus er ikke en lappeløsning på en 'hovsa' hændelse. Gud så det hele fra start til slut. Jesus er en integreret del af Guds evige frelsesplan.
Guds plan var at udvælge sig et folk som Han kunne have et forhold til på sit eget niveau. Skabt i Hans billede til at ligne Ham, skulle mennesket herske over havets fisk, himlens fugle og alt hvad der rører sig på jorden. Det skulle opfylde jorden og underlægge sig den. Mennesket er det ypperste af Guds skaberværk, hverken engle eller ærkeengle, dæmoner eller djævelen selv kan sammenlignes med mennesket. Gud gjorde mennesket kun lidt ringere end Gud (Salme 8:6), med herlighed og ære har Han kronet det.
Så du er ikke hvem som helst. Du er med i en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk. Du er dyrebar i Guds øjne, du er værdifuld og Han elsker dig. Han har kapacitet til at elske dig som om du var den eneste der fandtes. Han har omsorg for dig og har dig kær.
Hvordan kan det så være at vi er faldet så langt fra Guds oprindelige plan?
Syndefaldet
Gud satte Adam i Edens Have, hvor alle Adams behov var mødte, til ånd, sjæl og legeme. Gud selv plejede at vandre og tale med Adam ved aftenstid. Mad var der i overflod, bare til at plukke fra træer. Helse, velstand, beskæftigelse og fælleskab havde Gud også sørget for. Adam manglede intet.
Men Adam ville selv. Han bøjede sine knæ for slangen (Satan), overgav sig selv til Satans herredømme, og bragte dermed en naturkatastrofe af astronomiske proportioner over alle hans efterkommere (dig og mig) og blev udelukket af Edens Have. Derefter mistede Adam forbindelse til livets kilde. Han måtte arbejde i sit ansigts sved for at skaffe sig føde. Han mistede adgang til livets træ, fælleskab med Gud, helse, velstand og visdom. Han var bankerot.
Men som sagt, det var ikke nogen overraskelse for Gud. Hvad Adam ødslede bort, har Gud fuldstændig genoprettet og restaureret gennem Jesus Kristus. Bibelen handler om den proces hvormed Gud styrede mennesket tilbage til sin Gudbestemte stilling i Guds evige plan.
Alle som nu har overgivet styring af sit liv til Jesus Kristus har en lovmæssig ret, i Guds øjne, til alt det Adam mistede. Ganske vist ser vi det ikke manifesteret endnu (Heb 2:8), men vores opgave som genfødte kristne er at dyrke vores forhold til Gud Faderen gennem Jesus, så Gud kan gennemføre sin restaureringsproces i os, det vi kalder 'frelse'.
Sindets fornyelse
Gud har løst problemet med synd, død, elendighed, sygdom, mangel osv, gennem Jesus. Problemet nu er, at vi bare ikke ved det. Vi er så vant til at tænke negativt om alting, vi er så vant til at klare os selv uden Gud. Vi bygger vore politiske systemer netop for at klare os uden Gud og alt er nødvendigvis dømt til at mislykkes. Men vi er ikke længere uden Gud, nu er vi kommet nær. Vi må bare lære at tænke som Gud, som Adam inden syndefaldet, som Jesus. Gud har givet os Sit Ord, Bibelen, til at fornye vort sind. Når vi tænker rigtigt så taler vi rigtigt, og når vi taler rigtigt handler vi rigtigt.
Kristendom er ikke en religion hvor vi som mennesker skal lave en hel masse for at komme til Gud. Gud har faktisk gjort det hele. Vores opgave er at fornye vort sind så vi kan rumme og fatte hvilken store frelse Han har beredt til os.
Gud er god og Hans største ønske er at have et intimt kærlighedsforhold til dig.
|