Vi har baseret vores begynderundervisning på det som Gud betragter som begynderundervisning og ikke hvad menneske synes. Her har vi en klar beskrivelse, i seks punkter, af hvad Gud mener bør være det første vi som kristne skal lære for at få et sejrrigt, Gudvelbehageligt liv. I udtrykket 'ikke én gang til', forstår vi at Hebræerne har været igennem disse emner flere gange for at sikre at de har en solid fundament til at være i stand til at håndtere en undervisning for voksne.

En anden detalje som vi kan lægge mærke til er at det drejer sig om begynderundervisning om Kristus. Kristus er ikke Jesus' efternavn, det er Hans titel, en beskrivelse af Hans stilling, funktion og mandat. Kristus betyder egentlig 'den salvede'. 'Herrens Ånd er over mig, fordi Han har salvet mig...' citerer Jesus fra Esajas' bog om sig selv. Og Peter tilføjer 'hvordan Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånden og kraft'.
På samme måde som man siger Læge Hansen eller Digter Schmidt og refererer samtidigt til hvad de kan, er det umuligt at nævne Kristus uden at referere til salvelsen og alt det som salvelsen indebærer. F.eks, hvis man siger 'Jeg skal til lægen imorgen' er det underforstået at du skal søge lægehjælp og ikke købe morgenbrød. Når du skal til bageren er det ikke for at blive klippet. Taler man om Jesus Kristus, taler man nødvendigvis også om salvelsen.

Ligeledes handler begynderundervisningen om Kristus om hvordan man kommer i kontakt med salvelsen. Og mere specifikt, handler læren om håndspålæggelse om hvordan salvelsen er formidlet gennem håndspålæggelse.

Men, for at det hele ikke blot bliver teori, må vi minde os om det Paulus skrev til Korinterne, (1 Kor 2:1-5) Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven, og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.

Paulus var ikke interesseret i at bringe menneskelig visdom til Korinterne, det havde de allerede nok af. Han vil bringe noget mere. Han vil ikke vide af andet end Jesus Kristus. Med andre ord, han vil ikke vide af andet end salvelsen, af Guds overnaturlig kraft. Hans tale og prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord men med Ånd og kraft som bevis. Hvis det evangelium som vi prædiker, skal overhovedet have noget virkning på folk, er det utilstækkeligt med fremragende talekunst eller visdom. Det, der gør hele forskel mellem det verden allerede har og det verden trænger til (og som vi har) er Guds kraft eller salvelsen. Verden har nok af gode idéer og filosofier.
Paulus ville ikke risikere at hans veltalenhed påvirker kun sjælen. Han var godt klar over at hans overtalende evner kunne godt få folk til at reagere på den følelsesmæssige plæn, men en følelsesmæssige reaktion er ikke nok til at tro og blive født påny. Derfor lagde Paulus sin talekunst til side og optrådte med noget så indiskutabel som Guds kraft. På salvelsen alene skulle deres tro bygges.

Men hvordan formidlede Paulus denne Ånds og Krafts bevis? Hvis vi ser på Jesus liv og tjeneste, kan vi gang på gang få øje på en Jesus som lagde sine hænder på folk for at velsigne og helbrede. Det er heller ikke noget som Jesus fandt selv på, fordi vi læser gennem hele det Gammel Testamente at andre også gjorde det samme. Når Jesus kom til sin egen by, Nazaret, 'undrede Han sig over deres vantro og Han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning der'. Men gennem håndpålæggelsen kunne Han helbrede nogle få syge.
Vi konstaterer, at der hvor vantro blokerer for Guds velsignelser, kan håndspålæggelse trænger alligevel igennem. Der er noget håndgribeligt med håndspålæggelsen, og det er salvelsen. Salvelsen kan formidles gennem håndspålæggelse i situationer hvor det normale medium, tro, ikke er tilstede. Det forudsætter selvfølgelig at formidleren er salvet, og det er Jesus Kristus. Men det er en kristen også, såfremt den lever i fælleskab med Gud.

Noget af det sidste Jesus sagde før Han farede op til Himlen var, "Disse tegn skal følge dem som tror... de skal lægge hænder på de syge og de (syge) skal blive raske". Og så står der at, Herren virkede med og stadfæstede Ordet, som de prædikede, med de tegn som fulgte med (Markus 16:17-18,20)
En kristen — en følger af den Salvede — er forpligtet til at gøre som sin Mester og lægge hænder på de syge så de bliver raske. Tidligere havde Jesus sagt til sine discipler, Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. (Matt. 10:7-8,24-25)

Nummer fire af de seks mest grundlæggende ting som en kristen skal være grundfæstet i er sandheden om håndspålæggelsen. At når der er en som har omvendt sig fra døde gerninger og han tror på Gud, har ladet sig døbe ind i salvelsen så er han i stand til at formidle denne salvelse gennem håndspålæggelse, så de syge bliver raske og andre velsignelser strømmer ud til en syg og døende verden.

Træd ind i din kaldelse, være frimodig og gør en forskel. Amen.