En kristens væsentligste ansvar


Hvad er en kristens væsentligste ansvar?

At elske sin næste som sig selv.
At bede til Gud og læse i Bibelen.
At være en sjælevinder for Jesus.
At betale tiende og arbejde for Guds rige med sine talenter og evner.
At elske Herren sin Gud af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sit sind og af hele sin styrke.

Når det, stilles op på denne måde, er de færreste i tvivl om, hvad det rigtige svar er. Jesus siger selv ganske tydeligt i Markus 12:29, at 'det første bud er, at du skal elske Herren din Gud...', dernæst kommer 'Du skal elske din næste...'. Intet andet bud er større end disse.

Men når det kommer til hverdagen er det straks sværere at føre det ud i livet. Presset fra diverse sider får os til at tænke om ikke andre ting var lige så vigtige måske endnu vigtigere. Man blev anklaget for at være hjerteløs, troløs, frafalden, oprørsk og meget andet hvis ikke man opfører sig på en bestemt måde.

Men sandheden, som Jesus formidler her, er, at man først er virkelig i stand til at gøre alt andet, når det største bud har fået sin retmæssige plads. Tager man let på sit Gudsforhold, så bliver alt man gør kun til en gang hø. Man hjælper ingen ved at arbejde i sin egen kraft, det tjener kun til at tilfredsstille den kødelige natur (Kol. 2:23).
At dyrke sit Gudsforhold er den vigtigste beskæftigelse af alt. At lære sig at leve i sin Gudgivne retfærdighed, renset fra en dårlig samvittighed, er den eneste måde man kan håbe på at være til ægte vedvarende hjælp for en syg og døende verden.

Men hvordan gør man egentlig det? Ved at rette sin opmærksomhed mod det som hører Gud til, opbygger man en lyst og en længsel efter at lære Gud bedre at kende. Lyt til opmuntrende, bibelske, trosinspirerende prædikener. Læs Bibelen og gode, opmuntrende, bibelske, trosinspirerende bøger. Se gode videoer. Afsæt tid hver dag til samtale med Gud. Vær med i et kristent fælleskab. Fortæl andre hvad du oplever med Jesus. Lær at være en god, produktiv, frugtbærende borger i Guds Rige.
Maria sad ved Jesu fødder og lyttede til Hans ord. Jesus sagde, at hun havde valgt den gode del, og at den ikke skulle tages fra hende (Luk 10:42).
Livet med Gud er mere spændende end noget andet man kan foretage sig, men man kommer ikke ind i det automatisk, vi skal 'være ivrige efter at komme ind til den hvile' (Heb. 4:11)

Husk på, at Gud er god og at Hans største længsel er at have et intimt kærligheds forhold til dig.