1. Omvendelse
2. ...fra døde gerninger
3. ...til fælleskab med Gud

Det er faktisk også ligemeget, hvor langt man er kommet, når man først går i den rigtige retning. Vi har jo hele evigheden til at bevæge os fremad. Det udelukker sammenligning af sig selv med andre. Vi kender ikke hinandens udgangspunkter.

Fra døde gerninger
Ethvert menneske ved, at det bør have fælleskab med Gud, men det ved også, at det ikke har det. Det fører til følelser af skyld, dårlig samvittighed, forkastelse og mindreværd. Det kalder man synd. Synd kan defineres som bevidsthed om sit manglende fællesskab med Gud. Omvendt kan retfærdighed defineres som bevidsthed om at have et godt og (efter Guds mål) rigtigt fælleskab med Gud eller at have sit forhold til Gud i orden.
Disse følelser er så stærke, at man nærmest er tvunget til at gøre noget ved det. Denne drift er mere overvældende end nogen af menneskets grundlæggende fysiske drifter.
(This drive is more powerful than any of man's basic physical drives.)

Mennesker reagerer på to forskellige måder:

1. Man lader som om der ikke er noget problem og forsøger at dæmpe skyldfølelserne med støj (druk, narko ol.lign.) eller med ræsonnement (evolution, en god Gud kan ikke tillade krig m.m.). Man finder på noget at gøre for at skjule sig for Gud (eller rettere Gud fra sig) eller for at dække over sin nøgenhed.

   eller

2. Man forsøger at opbygge sin egen retfærdighed for at bevise for sig selv og andre, at man ikke er så slem, som det synes. Man vil bøde for sin egen synd med menneskeskabt religion, på samme måde som et ulydigt barn der gør alt andet end det, man har bedt det om. Det kan typisk være:-
   1. at være god mod andre, at hjælpe sin næste
   2. at uddanne sig, at dygtiggøre sig, at maksimere sine talenter
   3. at tjene penge, at skabe beskæftigelse og løngrundlag for andre
   4. at være i tip top kondi, at holde den fysiske død og sygdom på afstand og forlænge livet med et par år
   5. at værne om miljøet og planeten jorden
   6. at ofre sig selv i humanitært arbejde for andre eller til fælles gavn
   7. at være politisk eller samfundsmæssigt engageret
   8. at lade sig omskære eller døbe, at holde Guds 10 bud
   9. at gå i kloster
   10. at tugte kødet, at slå sig selv, at ligge på en seng af søm

   Selv i vore egne frikirkelige kredse er vi fristet til at betragte følgende som vejen til Gud:

   11. at bede så og så mange timer om dagen
   12. at vidne for et bestemt antal mennesker
   13. at læse så og så meget i Bibelen
   14. at give så og så meget i kollekten
   15. at arbejde så og så meget gratis for menigheden.

Alt hvad man selv finder på for at løse dette mest grundlæggende af menneskets problemer er, hvad Bibelen kalder for døde gerninger. NIV oversætter det som 'handlinger der fører til døden'. Og hvorfor det? Fordi alt det, der ikke fører til liv, dvs. tilbage til fællesskab med Gud, fører automatisk til død, adskillelse fra Gud. Det er fuldstændigt lige meget om gerningerne i sig selv er gode nok, de kan bare ikke bruges som vejen tilbage til fællesskab med Gud. Fra dem skal man omvende sig, fordi de fører én længere og længere væk fra Gud. Og til sidst, selv om man har været en meget pæn borger, kommer man så langt væk, at det ikke længere er muligt at omvende sig. Man har begået den utilgivelige synd at bespotte Guds Helligånd ved at fornægte Helligåndens vidnesbyrd i sit indre menneske.

Derfor er 'omvendelse fra døde gerninger' nummer et på Guds hitliste.

Guds høje standard
Jesus forklarede i sin bjergprædiken, hvorfor det er nyttesløst at forsøge at skabe sin egen retfærdighed. Han sagde at 'hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget' (Matt. 5:20).
De skriftkloge og farisæerne holdt ellers Moseloven til punkt og prikke. De kendte Skrifterne, men ikke dén, som Skrifterne pegede på, nemlig Jesus. De bad rigtigt, de gav almisse rigtigt, de holdt sabatten, de vaskede hænderne 'og de spiser ikke noget fra torvet, uden at de skyller det; og der er meget andet, som de overholder ifølge overleveringen: at skylle bægre, krus, kobbertøj og bænke.' (Mark 7:4)

Med andre ord: de gjorde, hvad loven krævede og mente derved at have noget at præsentere for Gud, som om Gud nu skyldte dem noget. Problemet var, at det var muligt at holde budene uden at have ændret sig indvendigt. Jesus sagde til Nikodemus, 'Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige' (Joh. 3:3).
Det var ikke nok at lade være med at begå drab, men 'enhver som bliver vred på sin bror, skal kendes skyldig'. Det var ikke længere nok at lade være med at bryde et ægteskab, men 'enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte' (Matt 5:22,28). Jesus introducerede en hjertets religion. Det er ikke, hvad der kan ses, som er det væsentlige, men hvad der foregår i hjertet.
Hvis vore bestræbelser efter at være gode nok for Gud ikke producerer langt bedre resultater end farisæernes, kan vi lige så godt opgive. Jesus afslutter til og med ved at sige, 'Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!' Der er ikke plads til selv den mindste fejl. Jakob skriver, 'Den, som ellers overholder hele loven, men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle' (Jakob 2:10).

Farisæerne vidste, at de manglede herligheden fra Gud, at deres forhold til Gud ikke var i orden, men deres forsøg på at genopbygge deres retfærdighed ved egne anstrengelser blev fuldstændigt kasseret af Jesus. Selvretfærdighed er ikke blot værdiløs og afskyvækkende, men den får også én til at være mærkelig. Den fortabte søns storebror havde tjent faderen i mange år og mente derved at være retfærdig, men han var ikke i stand til at fejre sin brors tilbagekomst. (Lukas 15:28-31)

...til fællesskab med Gud
Hvad skal vi så gøre? Vi ved, at vi har et problem. Vi ved, at vi mangler fællesskab med Gud. Men alle vore bestræbelser på at genvinde fællesskabet med Gud ved hjælp af døde gerninger, er på forhånd dømt til at mislykkes.

Lidt senere i samme prædiken fortæller Jesus os, hvad det er vi skal gøre. 'Søg først Guds rige og Hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift'. (Matt. 6:33) Gud tilbyder sin egen retfærdighed. Hvis vi kan finde og tilegne os Guds retfærdighed, så får vi adgang til alt det, som Gud selv har adgang til. Ligesom hvis man får ejerens nøgler til en bygning, får man adgang til alt det ejeren har adgang til, uanset hvem man er. Guds retfærdighed er det, som giver Gud lov til at være i harmoni med sig selv. Hvis Jesus siger, at vi skal søge Guds retfærdighed, må den nødvendigvis være tilgængelig. Fællesskab med Gud er kun muligt med Guds egen retfærdighed.

Paulus siger om sit eget folk, jøderne, 'For det vidnesbyrd må jeg give dem, at de har nidkærhed for Gud, men uden forstand. De kender jo ikke Guds retfærdighed, men søger at hævde deres egen, og derfor har de ikke underordnet sig under Guds retfærdighed.' (Rom 10:2,3) Jøderne, ligesom mange kristne idag, vidste ikke at Gud havde gjort sin egen retfærdighed tilgængelig, og havde derfor ikke underordnet sig den.

Hvordan tilegner vi os så Guds retfærdighed? Hvordan kan vi undgå at begå de samme fejl som farisæerne og jøderne? Når vi nu har omvendt os fra døde gerninger, 'hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?'

Det er præcist, hvad næste punkt handler om.